6. jul. 2023
Af Karina Didriksen

Kasper Schmeichel deler privat billede med Elton John: Sender popstjernen en rørende hilsen

Kasper Schmeichel.
Kasper Schmeichel.
Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Målmanden Kasper Schmeichel har været til en koncert med Elton John, hvor de to stjerner fik taget et billede sammen.

Royal Arena i København var fyldt til bristepunktet, da Elton John onsdag aften den 5. juli gav koncert.

Den 76-årige britiske popstjerne er på turné med sin ”Farewell Yellow Brick Road”-tour, og blandt de mange gæster var Kasper Schmeichel.

Den danske målmand har delt et opslag på Instagram, hvor han skriver, at det var en fantastisk koncert.

Men han stod ikke blot blandt publikum. Han fik også mulighed for at møde Elton John backstage.

Kasper Schmeichel har nemlig delt et billede, hvor han står ved siden af Elton John, mens de begge smiler til kameraet. Det ikoniske billede kan ses ved at klikke her.

Til billedet skriver 36-årige Kasper Schmeichel, at det var dejligt at se sin ven igen.

Fodboldstjernen takker Elton John for den venlighed, han altid har vist overfor hans familie.

Elton inviteret på frokost

For nyligt afslørede Kasper Schmeichel i Casper Christensens program ”All Exclusive”, at han var blevet kontaktet af Elton John, efter at han og familien flyttede til Nice i sommeren 2022.

Popstjernen bor selv i Nice, og han ville byde den danske landsholdsmålmand velkommen til den sydfranske by ved at invitere ham på frokost.

Den invitation tog Kasper Schmeichel imod, og siden da har de tydeligvis fastholdt kontakten. I hvert fald er det nogle rørende ord, som han skriver om Elton John i Instagram-opslaget.

Læs mere om: