5. mar. 2014
Af Karina Didriksen

Kasper Schmeichel om sin far: Jeg er vant til snakken

Kasper Schmeichel.
Kasper Schmeichel.
Foto: AOP
Målmanden kan sagtens klare presset og de høje forventninger ved at være Peter Schmeichels søn.

I aften vogter Kasper Schmeichel det danske mål i fodboldkampen mellem England og Danmark, der bliver spillet på Wembley Stadium.

Landstræner Morten Olsen bekræftede tirsdag, at Peter Schmeichels søn får sin tredje landskamp fra start, og den unge målmand skal derfor bevise, at han ikke kun er Schmeichels søn, men er så talentfuld, at han skal være førstemålmand, når EM-kvalifikationsrunden begynder til efteråret.

Det er ikke noget problem for 27-årige Kasper Schmeichel, som er vant til at blive omtalt som sin fars søn.

- Det er nemt for mig at skyde den slags væk. Jeg har været vant til den snak hele mit liv, og det er noget, jeg er vokset op med. Det er ikke noget, der betyder noget eller rører mig, siger Kasper Schmeichel til BT.

Jeg er mentalt stærk

Sportsfyren forklarer, at han har en helt bestemt egenskab, som gør, at han kan klare presset og det store fokus.

- Min mentale styrke er nok min største styrke. Jeg føler mig meget tilpas med et vist pres. Jeg kan klare presset, og hvis der er ting udefra, så har jeg mental kapacitet til at håndtere det. Jeg fokuserer udelukkende på det, jeg selv kan have indflydelse på, fortæller Kasper Schmeichel.

1. halvleg af onsdagens fodboldkamp bliver vist på TV 2 klokken 20.55.

Læs mere om: