Lars Høgh oven på efter kræftsygdom
Lars Høgh, 60, er tilbage som målmandstræner for Kasper Schmeichel og reservemålmændene på det danske fodboldlandshold, skriver TV2.dk.
Han kan i denne uge ses på træningsbanen forud for EM-kvalifikationskampen mod Irland fredag den 7. juni.
Et glædeligt gensyn med den afholdte målmandslegende fra OB, som i august sidste år fik beskeden om, at han var syg af kræft.
Han gennemgik i november en operation, der blev beskrevet som vellykket.
En fin dag
- Målsætningen, som jeg selv havde sat, var, at jeg skulle prøve at komme tilbage med landsholdet. Det var et halvt år siden, at jeg blev opereret, og så stod jeg der i går. Det var en fin dag, siger Lars Høgh lavmælt til TV 2 SPORT.
Lars Høgh har det godt og er tæt på den form, han skal være i som målmandstræner. Han kan desuden berette, at spillerne var glade for at have ham tilbage.