
Mads Hoxer afslører: Har taget stort skridt med kæresten
Der er fuld knald på EM, hvor den unge Mads Hoxer for alvor har stemplet ind på landsholdet med det ene mål efter det andet.
Det er anden gang, han repræsenterer Danmark, da han spillede sin første slutrunde i 2023, og siden da er der sket meget i Hoxers privatliv.
For han og kæresten Marlene har nemlig købt hus i Aalborg.
– Vi købte hus for et år siden inde i Aalborg og går og makker lidt i det og får styr på det helt. Så har vi jo en hund også, som vi får tiden til at gå med. Så det er hyggeligt, fortæller 25-årige Mads Hoxer til BILLED-BLADET.
Får besøg af kæresten og hunden i Herning
Mads Hoxer spiller til dagligt Aalborg, og glæden for sporten deler han med sin kæreste, som også har succes på håndboldbanen. Hun spiller for EH Håndbold, som er i kvindeligaen.
Han fortæller, at de trives godt i deres nye hus, og de er glade for hanhunden, som de har givet navnet Mozzie. Han er af racen chow chow, og da de mødte ham for første gang for knap tre år siden, var de solgt. Lige siden har Mozzie bragt stor lykke i hverdagen i deres lille familie, og han deler da også glædeligt billeder af den på sin Instagram-profil.
I Herning får Mads Hoxer besøg af både kæresten og Mozzie, og det er han taknemmelig for, så han kan få et lille afbræk fra EM-lejren.

