
Mathias Gidsel må krybe til korset: Det er jeg nok ikke den bedste til for tiden

Mathias Gidsel og håndboldherrerne sikrede sig lørdag en sejr over Spanien. Det er endnu et skridt på vejen mod en plads i semifinalen.
Der var én stor ændring ved lørdagens kamp. Nemlig at den blev spillet tidligere.

Da Mathias Gidsel mødte pressen efter kampen, understregede han også, at han var glad for den tidligere kamp, fordi det betød, han kunne komme i seng i ordentlig tid.
Mathias Gidsel kunne søndag bekræfte på pressemødet, han var kommet tidligere i seng, men han indrømmer, at det er svært at få nok søvn under en slutrunde.
- Jeg synes, at adrenalinen lagde sig lidt tidligere i går (lørdag red.), men med sådan en januar, hvor søvn er begrænset, var det rart lige at komme lidt ordentlig tid i seng og få nogle gode timer, og så stå helt klar til, hvad der forhåbentlig bliver de fire sidste kampe, fortalte han og uddybede:
- Nu er vi også ved at være et godt stykke inde, og jeg tænker, at alle kan mærke det. Så hver mulighed vi har for at få optimeret restitutionen er vigtig og kun noget, der kan hjælpe os frem til de sidste kampe.
Kort før EM afslørede Mathias Gidsel, at han har indgået et samarbejde med sengevirksomheden Nordic Dream i målet om at optimere sin søvn.
I løbet af januar er dog en udfordring for ham at få optimeret sin søvn.
- Jeg prøver at gå ordentlig tid i seng. Det kan godt være, det er lidt kedeligt nogle gange. Men søvn er bare utrolig svært i januar. Efter nogle af kampene ligger vi til meget sent ud på natten og spekulere og tænker og prøver at falde ned. Det er selvfølgelig et vigtigt optimeringspunkt, men jeg er nok ikke den bedste ambassadør for god søvn lige for tiden, grinte han.
Danmark møder Tyskland. Kampen kan ses på TV 2 klokken 20.30, eller du kan følge den live samt optakten i BILLED-BLADETs EM-liveblog.
