27. jan. 2014
Af Casper Nielsen

Michael Laudrup hylder Ulrik Wilbek

Michael Laudrup.
Michael Laudrup.
Foto: Lars. H. Laursen
En lang række store danske sportskoryfæer, deriblandt Michael Laudrup, hylder den danske håndboldlandstræner.

Hvis Ulrik Wilbek hænger lidt med næbbet dagen efter finalenederlaget til franskmændene ved VM i herrehåndbold i Herning, kan den mest vindende danske håndboldlandstræner måske finde en smule trøst i de lovord, der tilflyder ham fra en række af sportens allerstørste.

Ikke mindst fra fodboldverdenen.

BT har bedt en række af Danmarks største sportsnavne gennem tiderne om at forholde sig til Ulrik Wilbeks betydning, og fodboldlegenden Michael Laudrup siger det meget tydeligt:

- Den største cadeau man kan give ham, er, at fra søndag aften blev han den mand, som alle håndboldtrænere i fremtiden vil blive sammenlignet med.

Respekterer Wilbeks mod

Michael Laudrup, understreger, at han ikke kender Ulrik Wilbek personligt, og at han derfor godt kunne have brugt ord som ”enestående” eller ”fantastisk” om landstræneren, men at disse ord i dag bliver brugt i flæng.

- Såfremt det gode eller det udmærkede bliver gjort til ”enestående” eller ”fantastisk” – eller hvis en god sæson eller en god slutrunde er lig med ”verdensklasse” – hvordan skal vi så kategorisere det virkeligt enestående?, spørger Laudrup retorisk.

Morten Olsen – Danmarks fodboldlandstræner – udtrykker også sin dybeste respekt for Ulrik Wilbek:

- Jeg glæder mig på hans vegne over, hvor populært håndbold er blevet. Det er også hans fortjeneste. Jeg synes især, det er flot, at han nogle gange går ind til et mesterskab med stort overskud og siger ærligt, at Danmark er favorit. Det mod respekterer jeg meget.

Også racerkøreren Tom Kristensen, sejlsportslegenden Jesper Bank og badminton-stjernen Poul Erik Høyer er fulde af lovord over for Ulrik Wilbek i dagens BT.

Læs mere om: