Mikkel Hansen dukker op til hustruens modeshow: Har mor og far med

I disse dage strømmer modebevidst godtfolk til den danske hovedstad, hvor Copenhagen Fashion Week løber af stablen. En af dem er Mikkel Hansen.
Mandag eftermiddag troppede den pensionerede håndboldspiller op foran Frederiksberg Svømmehal, hvor det ikke var et klorvands-dyk, der lokkede, men derimod et modeshow med OpéraSPORT.
Og han havde taget sin mor og far, Helle og Flemming Hansen, med.
Familieudflugten kommer sig af, at det er Mikkel Hansens hustru Stephanie Gundelach, som er medstifter af modebrandet, og som de altså var kommet for at støtte.
Med en forælder på hver sin side, stillede Mikkel Hansen op til foto, og naturligvis repræsenterede han sin hustrus ”hjertebarn” med en kasket. Jakken derimod var fra Prada.
Sidste år meldte Mikkel Hansen ud, at han indstillede sin karriere som håndboldspiller. Han har dog ikke helt vinket farvel til sporten.

Et halvt år efter blev det nemlig meldt ud, at han har taget kampen op om at udbrede håndbolden i USA som ambassadør.
Kort efter denne karriereudmelding kom hustruen Stephanie Gundelach i et stormvejr – dog på hendes egen banehalvdel. Sammen med en række andre danske modebrands blev OpéraSPORT anklaget og anmeldt til Forbrugerombudsmanden for GreenWashing. Heriblandt af forbrugerrådet TÆNK og Continual. Det skrev flere medier, heriblandt SE og HØR. Det er en sag, der endnu ikke er afsluttet.