22. maj. 2013
Af Lisbeth Grube

Mikkel Kessler: Derfor tør jeg ikke få børn

Mikkel Kessler
Mikkel Kessler
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Den 34-årige bokser vil ikke være far, så længe han går i ringen og sætter livet på spil.

Mikkel Kessler har alderen til det, og han har kæresten – men den 34-årige bokser tør simpelthen ikke at blive far. Til BT fortæller stjernebokseren, at han har fravalgt at få børn, så længe han har boksehandskerne professionelt på.

- Jeg tror, det ville være svært for mig rent følelsesmæssigt. Jeg er måske for følsom en person til det, for så har jeg jo et ansvar. Tænk, hvis jeg gik op i ringen og blev hjerneskadet. Jeg ville ikke kunne lægge den tanke bag mig og bare være ligeglad med det, for det er nødvendigt til tider. Som bokser skal du være ligeglad med, om du dør. Med et barn ville jeg tænke for meget og ikke turde satse alt, siger Mikkel Kessler.
Bokseren har i flere år dannet par med modellen Lea Hvidt, og parret bor i en lejlighed i Ørestaden. Hans omgivelser stikker tit til ham for at høre, om han ikke snart skal stifte familie, men Mikkel har ikke tænkt sig at bøje sig for presset.

- Selvfølgelig skal jeg have mig en familie. Det vil jeg gerne, men jeg er nok ikke som de fleste. Det er som om, at alt absolut skal køre på den samme formel: Så skal man have en kæreste, så skal man giftes, så skal man have børn og til sidst et hus, det er åbenbart livet. Hvem siger det? Det er strengt, og jeg vil ikke lade omverdenen bestemme, hvad der er rigtigt for mig, fastslår Kessler.

Læs mere om: