Nicklas Bendtner igen-igen: Undskyld
Fodboldstjernen Nicklas Bendtner er igen havnet i mediernes overskrifter.
Flere både engelske og danske medier har skrevet om, hvordan landsholdsspilleren natten til mandag angiveligt "begik hærværk" i selskab med nogle venner. Og mandag blev han så afhørt af politiet efter træningen i fodboldklubben Arsenal, fordi videoovervågningsbilleder skulle vise hans forsøg på at bryde ind i et fitnesscenter i den ejendom, hvor han bor.
Historien blev aldrig bekræftet af hverken politiet eller hans fodboldklub Arsenal, og tirsdag formiddag kommer Nicklas Bendtner selv med en forklaring på sin Twitter-konto.
Ingen politisag
Og ifølge denne er der tale om en misforståelse, som han dog undskylder for:
- Lørdag aften efter vores sejr over Southampton gik jeg ud med min familie og mine venner for at få noget at spise. Efter vores middag havde vi alle lyst til en natlig svømmetur i mit gym, så vi skiftede til shorts og tog håndklæder med ned. Vi kom derned, og der ændrede mit nøglekort farven fra rød (låst) til grøn (åben), men døren forblev lukket. Vi troede, døren sad fast, så vi prøvede at åbne den, og det forårsagede noget skade. Jeg undskylder for den ulejlighed, som jeg har forårsaget mine naboer. Jeg har betalt fuldt ud for skaderne. Vi har ikke beskadiget noget andet i bygningen. Sagen med politiet er lukket, og mit fokus er på aftenens kamp, skriver Bendtner.