Nicklas Bendtners firma har minus på bundlinjen
Nicklas Bendtner, der hiver det meste af sin indkomst ind gennem sit fodboldspil i engelske Arsenal, har også satset talentet og navnet på smykkevirksomheden Noble by Bendtner.
Ifølge firmaet er målgruppen mænd og kvinder mellem 15-55 år, men regnskaberne viser, at salget foreløbigt ser noget sløjt ud , skriver BT.
I 2011 var der således et underskud på 237.000 kroner, og det underskud var steget til 2,2 millioner kroner året efter.
Det er dog ikke noget, der kommer bag på Noble by Bendtners administrator, Thomas Bendtner, der er fodboldspillerens far.
- Vores markedsstrategi har været indledningsvist at få fodfæste i Danmark for at prøve markedet af, skriver Thomas Bendtner i en mail til BT.
Planen er nemlig, at firmaet de første tre år har røde tal på bundlinjen, mens design, aftaler med leverandører, markedsføring mv. udvikles.
- Alt dette er på plads, og derfor er forventningerne til 2014 et nulresultat og for 2015 et overskud, lyder ambitionen fra firmaet, der bruger kræfterne på at erobre en plads i markedet, i stedet for at lancere den ene kollektion efter den anden. Vi skal have fodfæste med vores nuværende kollektioner på de markeder, vi har udset os, og supplere kollektionen op med få, men gennemførte design, skriver han endvidere til avisen.
Ifølge Guldsmedebranchens Leverandørforenings direktør, Jens R. Møller, er det en fornuftig fremgangsmåde.
- Den strategi giver meget god mening i mine ører. Men det kommer selvfølgelig an på det nærmere indhold, siger direktøren.