
Nu udtaler lægen sig: Sådan bliver de næste måneder for knust Holger Rune

Tennisspilleren Holger Rune rev lørdag sin ene akillessene over midt i en semifinalekamp i Stockholm Open i Sverige, og nu venter en operation og en meget lang pause.
Aneke Rune, mor og manager, har til DR Sporten meldt, at lægerne er sikre på, at det er en overrevet akillessene, og at Holger er helt knust.
Aneke Rune oplyser også, at Holger Rune skal scannes i dag klokken 11.00 i Monaco.
Ifølge DR's tv-læge eller sundshedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling venter der minimum et halvt års pause for 22-årige Holger Rune, men pausen kan også blive endnu længere.
Qvortrup Geisling understreger dog, at han ikke ved, om det er en total ellet delvis overrevet akillessene.

Optimistisk bud fra Peter Qvortrup Geisling
Efter den forventede operation vil Holger ifølge tv-lægen i første omgang få en særlig gips på benet, som han skal have på i tre-fire uger.
Dernæst fjernes gipsen og stingene, hvorefter Holger Rune kan begynde sin genoptræning, og den vil tage omkring tre-fire måneder.
Derefter kan Holger stille og roligt gå på banen igen for at træne med ketsjer og bold.
- Men det er et optimistisk bud, og det kan sagtens være, at det varer længere, lyder det fra Peter Qvortrup Geisling til dr.dk.

