Patrick Nielsen: Jeg føler mig ensom i Berlin
Kontrasten er til at få øje på, hvis man kigger på Patrick Nielsens verden, som den i øjeblikket ser ud fra hans optik. Der er nemlig langt fra de bonede gulve i "Vild med dans"-studiet til en lurvet boksehal i udkanten af Berlin, hvor der lugter af sure boksehandsker og mandesved. Ikke desto mindre befinder bokseren Patrick Nielsen sig godt i begge verdener.
Der kæmpes nemlig med samme iver på dansegulvet og i boksehallen. Patricks professionelle liv ligger i Berlin, og for en udenforstående kan det være svært at forstå, hvordan man har lyst til at rive teltpælene op og dybest set kun tænke på at træne, sove og spise. Uge efter uge. Til gengæld giver boksningen god mening, når man samtidig ved, at Patrick Nielsen havde lidt for meget hvalpefedt på siderne, da han var i 10-års alderen.
Tyk 10-årig knægt
Han har i Danmark efterladt familie, venner og ikke mindst kæresten, som han derfor ikke ser meget til. I øjeblikket er det derfor ren luksus, når han er hjemme hver uge i forbindelse med "Vild med dans".
- Min far, som jeg ser meget op til, dyrkede kampsport, og derfor var det helt naturligt, at det blev en kontaktsport, som min bror og jeg kastede os over. Vi var to små, tykke drenge, som trængte til at tabe os. Indimellem blev jeg mobbet, men jeg startede med at bokse som 10-årig og fik for alvor smag for sporten, da jeg første gang boksede en kamp, fortæller den talentfulde bokser, som er indlogeret i en lejlighed i Berlin. Langt fra centrum, hvor fristelserne er mange. Derfor kan aftenerne også føles lange og ensomme. Boksevennerne ser han kun i boksehallen - ikke i fritiden.
Går glip af noget
- Det er super hårdt og meget ensomt at være her. Men hvis jeg vil være verdensmester, og hvis det er det, der skal til, for at jeg kan opnå min drøm, lider jeg gerne de afsavn, siger Patrick.
Han har aldrig været den, som har gået meget i byen, men kunne en gang i mellem godt savne at drikke en øl eller to. Den nydelse er ham kun forundt i sommerferierne.
- Jeg kan godt få en følelse af, at jeg går glip af noget. Men jeg kan sagtens abstrahere fra det. Jeg har en god disciplin takket være min far. Ellers havde jeg nok ikke været her i dag, siger han.