Patrik Wozniacki afviser forelskelse
Når Patrik Wozniacki holder dansepartneren Claudia Rex tæt i sine arme, lyser forelskelsen ud af dem begge. Det har den gjort uge for uge i Vild med dans og så meget i fredagens rumba, at det fik den bramfrie Britt Bendixen til skælmsk at udbryde, at "Patrik så så forelsket på Claudia. Men jeg ved ikke, om du er det".
- Det er skuespil fra vores side. Hver dans har en kærlighedshistorie, og denne gang har vores skuespil virket så ægte, at Britt syntes, at vi så forelskede ud. Men jeg er ikke forelsket i Claudia, fortæller Patrik.
- Claudia er meget sød, men hun er ikke min type. Vi er meget forskellige. Hun er kropsbevidst og tænker over, hvad der er rigtigt at spise. Hun interesserer sig for det spirituelle og energier. Hun har for eksempel ikke et fjernsyn i soveværelset. Jeg er mere løssluppen, tænker ikke over maden og har et fjernsyn i soveværelset, griner Patrik.
- Desuden har Claudia jo Martin, som hun passer rigtig godt sammen med, og det forhold skal jeg ikke bryde ind i, fortæller Patrik. Og Claudia tilføjer:
- Det er rent professionelt, når vi danser tæt. I morgen bliver det endnu mere intimt, når vi skal danse argentinsk tango, siger hun.