Patrik Wozniacki: Jeg er stadig Patrik på 12 år
Den 24-årige fodboldspiller Patrik Wozniacki holder bevidst kærestefri for tiden, men vil på den lange bane gerne have børn og familie. Hans udkårne skal være reel og nede på jorden.
- Hvis jeg skal være sammen med én, vil jeg være der 100 procent for hende, og det føler jeg ikke, at jeg kan være nu. Jeg vil ikke byde nogen at være i et forhold til mig lige nu - og især ikke, hvis jeg skifter klub og rejser til Polen, forklarer Patrik.
Han har tidligere slået fast, at han ikke er forelsket i Vild med dans-partneren Claudia Rex.
- Det er svært at sige, hvordan min kæreste skal være, for jeg har jo ikke fundet hende endnu. Hun skal være forstående og være på bølgelængde med mig. Det er vigtigt, at hun er reel over for mig, og hun skal være min bedste ven. Vi skal synes om de samme ting, og hun skal have respekt for min fodbold. Og jeg skal have respekt for det, hun laver.
- Med tiden skal jeg nok få en kæreste, ligesom jeg også gerne vil have børn. Men jeg kan mærke, at jeg ikke er klar til det ansvar inden for de næste fem til seks år. Jeg er stadig Patrik på 12 år indimellem. Jeg kan godt lide at spille Playstation og være sammen med drengene, hvor vi køber slik for 200 kroner. Ting, som en "voksen" mand ikke ville gøre.