16. okt. 2022
Af Majken Munk

Pendler mellem København og Aalborg: Sådan påvirker det Mikkel Hansens familie

Mikkel Hansen
Mikkel Hansen
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Mikkel Hansen bor i København, men spiller klubhåndbold i Aalborg. Det giver udfordringerne med familien.

Mikkel Hansen vendte i sommer hjem til Danmark, hvor han spiller for Aalborg Håndbold.

Men han og hustruen Stephanie samt deres to børn Eddie Max og Vince bor i København.

Det kan give lidt udfordringer med at få hele familielivet til at hænge sammen med den travle kalender, der er fuld af håndbold, fortæller han til Ekstra Bladet.

Morgenmad med familien

Håndboldstjernen Mikkel Hansen vil gerne have morgenerne med sin familie, men da han skal træne om formiddagen i Aalborg, er det besværligt.

- Jeg vil gerne være derhjemme og spise morgenmad med familien og aflevere mine børn i institution, men det er lidt svært i øjeblikket, fordi vi træner klokken ti om morgenen, og jeg pendler så meget i øjeblikket, fortæller Mikkel Hansen til Ekstra Bladet.

- For mig handler det om at sørge for, at jeg har overstået mine ting i Aalborg, så jeg kan være 100 procent til stede derhjemme og være med til at hente børn, spise aftensmad og hygge mig, uddyber han.

Føle sig hjemme

Mikkel Hansen giver dog også udtryk for, at han så småt er ved at finde sig til rette i sit nye pendlerliv.

Det samme gør sig gældende på banen.

Han skiftede til den nordjyske klub i sommer, men da han tidligere på året blev opereret i knæet, medførte det, at han en blodprop i lungerne.

Derfor var han nødsaget til at holde en pause på fem måneder. Han kom derfor lidt sent ind i opstarten med Aalborg Håndbold.

Selv om han selv påpeger, at han stadig mangler lidt timing, så føler han sig igen hjemme på banen.

Læs mere om: