
Pernille Harder melder klart ud: Det ville hun gerne have været foruden
Fredag 4. juli går det løs, når de danske fodboldkvinder tager hul på EM i første kamp mod Sverige.
For Danmarks anfører Pernille Harder bliver det ekstra specielt, da hun skal spille mod sin forlovede, Magdalena Eriksson, der spiller på Sveriges landshold. Til daglig spiller de begge i den tyske klub Bayern München, men nu skal de altså kæmpe mod hinanden.
– Det er helt sikkert noget, jeg godt ville have været foruden. Det er en ekstrem speciel situation, at vi skal spille en EM-kamp mod hinanden. For vi ønsker jo et eller andet sted det bedste for hinanden, men lige i det her gruppespil bliver det anderledes, fortæller hun til BILLED-BLADET.
Det er ikke første gang, at parret er rivaler. Derfor har de også lært at adskille det, der sker på banen med det, der sker i privaten.
– Nu er vi ved at være rutineret i at møde hinanden, så der er meget normal stemning op til kamp og efter kamp. Og så får vi nogle gange lige snakket det ud, hvis der har været nogle situationer, og så er vi helt fine igen, understreger Harder.
Du kan høre hele Pernille Harders svar øverst i artiklen.
Kampen mellem Danmark og Sverige kan ses på TV 3 eller på Viaplay.
