13. feb. 2014
Af af Casper Nielsen

Richard Møller Nielsen er død

Richard Møller Nielsen og fru Jonna fotograferet i 2012.
Richard Møller Nielsen og fru Jonna fotograferet i 2012.
Arkivfoto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Richard Møller Nielsen, manden der førte fodboldlandsholdet til europamesterskabstitlen i 1992, er død efter længere tids sygdom.

Richard Møller Nielsen er tirsdag 13. februar død, 76 år gammel.

Den fynske fodboldtræner – der førte Danmark til den sensationelle EM-sejr over Tyskland i 1992 - blev sidste sommer opereret for en svulst i hjernen, og har siden været indlagt.

I dag drog han sit sidste suk, oplyser familien til Fyens Stiftidende.

Dansk Boldspil-Union besluttede for nylig, at Richard Møller Nielsen skulle indlemmes i Hall of Fame.

Det skulle markeres ved DBU's repræsentantskabsmøde 1. marts, der holdes på Hans Christian Andersen-hotellet i Odense.

Sønnen modtager statuetten

På DBU-årsmødet vil EM-målmanden fra 1992, Peter Schmeichel, officielt stå for Hall of Fame-optagelsen, og sønnen Tommy Møller Nielsen vil modtage statuetten på faderens vegne.

Præsidenten for den europæiske fodboldunion, Michel Platini, kommer også til Odense for at deltage i ceremonien.

Det var netop Platini, der stod i spidsen for det franske landshold, som under EM i 1992 blev slået ud af Richard Møller Nielsens landshold, der siden også besejrede Holland og Tyskland.

Richard Møller Nielsen stod også bag OB's ryk mod toppen af dansk fodbold, da han i starten af 1970'erne blev træner i i den klub, hvor han selv var aktiv og blev landsholdsspiller.

OB blev under Richard Møller Nielsen dansk mester i 1977 og 1982.

Richard Møller Nielsen var landstræner for Danmark fra 1990-1996, og han har også været landstræner i Finland og i Israel.

Richard Møller Nielsen blev født 19. august 1937 i Ubberud ved Odense, og han efter lader sig konen Jonna, som han var gift med på 55. år, samt to sønner og en datter.

Læs mere om: