Rikke Møller Pedersen stopper svømmekarrieren

Rikke Møller Pedersen verdensmester i 200 mester brystsvøm
Rikke Møller Pedersen verdensmester i 200 mester brystsvømning.
Foto: Jesper Sunesen/BILLED-BLADET

En af Danmarks hurtigste svømmere gennem tiderne har valgt at indstille karrieren. Rikke Møller Pedersen, 30 år, er færdig med at jagte medaljer i bassinet og vil nu bruge kræfterne på noget helt andet.

Mandag, 14. januar 2019 - af Ulrik Ulriksen

Odense-stoltheden Rikke Møller Pedersen, 30 år, er en af Danmarks stærkeste og mest stilrene brystsvømmere gennem tiderne, men nu har hun efter længere tids overvejelser valgt at indstille karrieren som topsvømmer.

Rikke har vundet et hav af medaljer, når hun har repræsenteret Danmark i 100 meter og 200 meter brystsvømning ved EM og VM samt ved De Olympiske Lege.

Hele 24 medaljer er det totalt blevet til.

Det absolutte højdepunkt er verdensrekorden i 200 meter-distancen ved VM i 2013, hvilket gav hende tilnavnet Rekord-Rikke.

Har ikke mere at give

Nu er det dog slut med at slå rekorder og vinde medaljer.

- Det har ligget i baghovedet og fyldt de seneste par år. Vi møder jo masser af udfordringer i løbet af året, og jeg troede egentlig, at jeg kunne arbejde mig væk fra den tanke, som jeg plejer, men nu er jeg kommet frem til den beslutning, at jeg ikke har mere at give til min egen svømning, siger Rikke Møller Pedersen til TV 2 Sport.

Rikke skadet i skulderen

Rikke Møller Pedersen har haft svært ved at træne ordentligt de seneste seks måneder på grund af en irriterende skuldeskade.

Denne skade har dog ikke været den afgørende faktor for hendes beslutning om at forlade elitesport som udøver.  

Tankerne om at stoppe kom langt før, Rikke fik konstateret skaden i skulderen. 

- Jeg tror simpelthen bare, at jeg de seneste år har haft svært ved at finde mig selv i sporten, og det har været hovedårsagen til, at jeg stopper, lyder det til TV 2 Sport fra en afklaret Rikke Møller Pedersen.

Spændende fremtid

Rikke er selv færdig som sportsudøver, og hun ved ikke helt, hvad fremtiden skal bringe.

Hun slipper dog ikke svømningen helt og aldeles.

De mange erfaringer fra elitesportsmiljøet vil hun give videre til unge mennesker, der brænder for svømningen.

Rikke Møller Pedersen lægger ikke skjul på, at hun ser frem til at sætte en masse projekter i søen så hurtigt som muligt.