24. mar. 2023
Af Regitze Ørnstrup Christensen

Så du det? Landsholdets nye superangriber sendte sød og betydningsfuld hilsen efter scoring

Rasmus Højlund
Rasmus Højlund.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Da Rasmus Højlund scorede sit første mål i den røde landsholdstrøje, blev der sendt en kærlig hilsen ud til en helt særlig person på tilskuerrækkerne.

Torsdag aften gik jagten på en plads til EM-slutrunden i Tyskland i 2024 i gang.

Det danske herrelandshold skulle møde Finland på hjemmebane i et udsolgt Parken i deres første kvalifikationskamp og for særligt én spiller, blev det en helt særlig aften.

Rasmus Højlund startede for første gang på banen i sin blot tredje landskamp på A-landsholdet. Og det skulle vise sig at være en god beslutning, som Kasper Hjulmand havde truffet.

For Rasmus Højlund beviste i dén grad sit værd, da han i kampen scorede intet mindre end tre mål. Noget der gav god vind i sejlene frem mod EM-billetten.

De tre mål, var de første fra Rasmus Højlunds fod i A-landsholdssammenhæng, og efter det første mål, sendte han en helt særlig hilsen til kæresten Laura.

I jubelscenen efter målet til 1-0 formede han nemlig et ”L” med sine fingre.

Til TV 2 Sport fortalte han efter kampen hvorfor. For foruden kæresten Laura, var der også en anden, der skulle have en lille hilsen fra Parken.

- Det var til min kæreste, og så havde jeg lavet noget sammen med Trygfonden, hvor jeg lovede en dreng, der hedder Loke, at jeg ville lave et "L" til ham og min kæreste, Laura, fortæller Rasmus Højlund til TV 2 Sport.

For en uges tid siden lavede han en lignende hilsen til kæresten Laura efter en scoring for hans klub Atalanta. Her samlede han ligeledes fingrene til et ”L” efterfulgt at et hjerte lavet med hænderne.

Det viste han billeder af på sin Instagram-profil, hvor han i teksten til billedet tilføjede, at den lille hilsen var til kæresten.

Læs mere om: