
Sandra Toft og kæresten venter deres første barn: Nu har de smidt millioner efter lejlighed i Danmark

Når julemåneden falder på, er der ekstra meget at glæde sig til for den tidligere danske landsholdskeeper Sandra Toft.
Hun venter nemlig sit første barn med sin kæreste, Emil Kaufmann, og i december har hun termin. For målvogteren plejer december at stå på slutrunde med håndboldkvinderne, men i år bliver anderledes.
Og selvom Sandra Toft og kæresten er bosat i Ungarn, da håndboldstjernen har kontrakt i den ungarske klub Györ, så er der alligevel noget, der tyder på, at fremtiden for familien måske kunne ligge i smilets by i Aarhus.
Ifølge SE og HØR har parret kastet 3,9 millioner efter en 108 kvadratmeter lejlighed, der rummer fire værelser og ligger midt i Aarhus.
Nyt kapitel venter
Sandra Toft udtaler dog til bladet, at der er tale om en investering, og derfor tyder det altså ikke på, at hun og kæresten har flytteplaner lige foreløbig.
Sidste år blev Sandra Toft ikke udtaget til EM-slutrunden, men hun endte alligevel med at deltage, da hun trådte til, da hendes landsholdskollega blev ramt af en skade.
Denne december kan hun i stedet se frem til et helt nyt kapitel i sit liv, når hun bliver mor for første gang.

