1. mar. 2014
Af af Ulrik Ulriksen

Schmeichel holdt dybt personlig Ricardo-tale

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/_lhl6691_2.jpg
Foto: Lars H. Laursen
En bevæget Peter Schmeichel holdt en mindeværdig tale, da Richard Møller Nielsen blev indlemmet i Hall of Fame.

Fodboldlandsholdets tidligere supermålmand Peter Schmeichel holdt en ufatteligt smuk og dybt personlig tale, da han var med til at hædre den afdøde landstræner Richard Møller Nielsen til DBU’s repræsentantskabsmøde i Odense. I forbindelse med, at træneren for de danske EM-helte fra 1992 blev indlemmet i Hall of Fame, var den tidligere målmand og nuværende TV2-fodboldekspert på talerstolen for at fortælle om Richard Møller Nielsen, som både har trænet Schmeichel på ungdomslandsholdet og senere på A-landsholdet. Schmeichel fortalte om det fodboldmæssige samarbejde og det venskab, der udviklede sig mellem ham og Møller Nielsen over årene. Og under store dele af talen var Peters øjne præget af tårer.

Den store målmand bevarede dog sædvanen tro fatningen og kunne midt i alvoren også fortælle om en pudsig oplevelse med Richard Møller Nielsen. Da Schmeichel skulle flytte tilbage til Danmark, foreslog Richard, at Peter skulle købe et hus, der var til salg i Kerteminde. Det var faktisk Møller Nielsens naboer, som havde deres hus til salg. Schmeichel kiggede på ejendommen i forbindeles med et privat besøg hos sin gamle træner. Handlen blev dog ikke til noget. Men det ændrer ikke ved, at Peter Schmeichel føler og i sin tale udtrykte, at han skylder Møller Nielsen meget og altid vil være taknemmelig for alt det, Richard gav ham som fodboldspiller og ven.

Det var Richard Møller Nielsens søn Tommy, der på vegne af sin far modtog hæderen på scenen i den store sal i Odense, hvor også den franske UEFA-præsident Michel Platini var på plads.

Læs mere om: