
Selvfølgelig skulle de det! Sådan fejrede håndboldherrerne sejren over Frankrig

Sikke en gyser!
Der var virkelig spænding til de allersidste sekunder, da de danske håndboldherrer torsdag mødte Frankrig i en toptunet Boxen.

Heldigvis kæmpede Danmark til sejren i de sidste minutter.
Der er derfor ikke noget at sige til, at håndboldherrerne var jublende lykkelige efter sejren.
Da BILLED-BLADET mødte Emil Jakobsen efter kampen, afslørede han, hvordan sejren skulle fejres.
Det skulle den naturligvis i samlet flok – og selvfølgelig med bordtennis.
- Nu skal vi lige i fællesrummet og hygge lidt. Spille lidt kort, måske lidt PlayStation og bordtennis. Det kan være, at jeg skal slå Gidsel i bordtennis i aften, sagde Emil Jakobsen om planerne.
Emil Jakobsen var overbevist om, at det nok ville blive noget af en udfordring at finde roen efter sådan en kamp.
De danske håndboldherrer snakker ofte om deres bordtennis.
Efter kampen mod Portugal var det også bordtennis, der var i centrum. For håndboldherrerne besluttede sig for at droppe træningen for at se mere video, og så havde de planlagt en bordtennisturnering.

