
Stor omvæltning for Mads Mensah Larsen og familien: Men én ting er han lykkelig for
34-årige Mads Mensah Larsen har for en stund byttet hverdagen i Skjern ud med Herning, hvor han spiller EM på hjemmebane og jagter guldet sammen med håndboldherrerne.
For lidt over et halvt år siden, skete der også et skifte i håndboldstjernens hverdag. Han og familien vendte nemlig hjem til Danmark efter mere end ti år i Tyskland, da han skiftede SG Flensburg-Handewitt ud med Skjern Håndbold.
Og det har i den grad været positivt, fortæller Mads Mensah Larsen til BILLED-BLADET.
– Det har været en god periode at komme hjem. Jeg synes, der er blevet taget godt imod i Skjern – ikke kun mig, men også min familie, og jeg synes også, vi er faldet godt på plads dér, lyder det fra landsholdsspilleren.
Værdifuld tid med børnene
Han nyder også, at han har fået mere tid til at være sammen med sin hustru, Line, og deres tre børn, som tæller Asta på seks år, Edith på fem år og Aksel på tre år.
– Sådan helt lavpraktisk betyder det jo, at jeg er meget mere hjemme. Så det har været fedt at få lov at være hjemme og være en større del af vores hverdag, og at den også er blevet lidt mere regelmæssig, fortæller han.
Klubskiftet har betydet, at der er kommet bedre balance i familielivet, og det kan han mærke har været værdifuldt.
– Jeg synes, det er sjovt at være far, så det er også sjovt at have flere timer til at være det i. Så det nyder jeg, og det håber jeg også, at børnene gør. Jeg har egentlig altid syntes, at det er en priviligeret tilværelse at have børn i, for som håndboldspiller har man forholdsvis korte arbejdsdage. Når rejserne er fjernet, synes jeg, der er rigtig gode muligheder for at være til stede, understreger Mads Mensah Larsen.


