Thomas Kahlenberg sælger luksuslejligheden
Sammen med sin kone Anne har han sat deres 194 kvadratmeter store lejlighed på grænsen mellem Frederiksberg og Nørrebro til salg for knap 6 millioner kroner, og dermed håber den 30-årige fodboldprofil at score en pæn sum penge.
Da parret købte boligen i 2010 betalte de 4,7 millioner kroner for herligheden, men siden hen er der kommet godt gang i det københavnske boligmarked, og kvadratmeterprisen på lejligheden ligger faktisk en anelse under gennemsnittet for området. Det skriver Boliga Kendte
En kommende køber kan blandt andet se frem til TV-stue med stuk og høje paneler, en stor spisestue, et badeværelse med brus og gulvvarme og en altan.
Tabte på boligsalg
Thomas Kahlenberg må håbe, at han denne gang er mere heldig, end da han sidste år fik solgt sin lejlighed i det indre København.
Boligen havde han købt på toppen af markedet i 2006 for 2,9 millioner kroner, og optimismen var stadig i behold, da han udbød den til salg i 2010 for 3,8 millioner kroner.
Efter adskillige prisnedsættelser måtte han tage imod et tilbud på 2.460.000 kroner, altså et tab på 440.000 kroner i forhold til købsprisen.
Siden hen er det københavnske boligmarked dog kommet op i omdrejninger, og ifølge Boligas seneste tal bliver mange lejligheder i hovedstaden solgt enten til eller over udbudsprisen.