TILLYKKE: Brian Laudrup fylder 50 år

Brian Laudrup

Brian Laudrup

Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET

Danmarks fodboldkonge – og europamester - Brian Laudrup runder det skarpe hjørne

Fredag, 22. februar 2019 - af Casper Nielsen

Brian Laudrup runder fredag et skarpt hjørne.

Men hvis nogen kan gøre det elegant er det ham.

Driblekongen, der gang på gang hensatte Danmark i ekstase, er stadig i fin form.

Det beviser han på TV, hvor fodboldstøvlerne nok er skiftet ud med kommentatormikrofon, men Brian Laudrup brillerer stadig med skarpe analyser og gyldne træffere.

Et liv med fodbold

Brian Laudrup blev født i Wien, hvor hans forældre Lone og Finn Laudrup boede i 1969.

Ligesom sin bror Michael blev også Brian Laudrup hurtigt draget af fodboldens verden – men modsat sin bror levede han klubmæssigt en mere omskiftelig tilværelse, og fandt først rigtig ro og glæde, da han kom til Glasgow Rangers i Skotland.

Hans største stund på landsholdet kom den 26. juni 1992, hvor Brian Laudrup var med til at gøre Danmark til europamester.

Familiemenneske

Brian Laudrup har i 30 år været gift med sit livs Mette, og de har sammen børnene Nicolai og Rasmine.

I sine 82 landskampe gav han nationen lejlighed til at juble over 21 scoringer.

Fredag kan man kippe med fanen for Brian Laudrups 50 års dag.