20. aug. 2011
Af af Helle Skram de Fries

Tina Lund afslører detaljerne til sit bryllup

Allan Nielsens to yngste døtre, Emma Sofie på 10 og Nanna på seks, skal være brudepiger.
Allan Nielsens to yngste døtre, Emma Sofie på 10 og Nanna på seks, skal være brudepiger.
Foto: AOP
I dag bliver ridepigen gift med sin elskede Allan, og her afslører hun lidt om sit bryllup.

Der er mange ting som skal falde på plads inden et bryllup. Tina Lund har brugt timer - nej, dage på at få alt til at gå op i en højere enhed. Kort før brylluppet ser det ud til at være lykkedes, og her kan du læse, nogle lækre små detaljer omkring hendes bryllup.

Brudekjolen

Den store romantiske brudekjole er skabt af designeren Lasse Spangenberg, der også er Tinas gode ven. Som en lille detalje har han fået til opgave, at kjolen skal indeholde nogle elementer fra Tinas mors gamle brudekjole, og hvordan det kommer til at se ud, kan vi se på lørdag.

Tina Lund kommer desuden til at bære i alt fire forskellige kjoler i løbet af de tre dage. En anden af Tinas yndlingsdesignere, Ann Wiberg, har designet de øvrige tre kjoler, som Tina vil bære dels ved grillfesten dagen før og ved brunchen dagen efter. Skoene til brudekjolen er fra Dolce & Gabbana. - Dem har Allan altså set, for jeg er nødt til at gå dem til, siger Tina.

Gæsterne

Tinas forældre, May-Britt og Flemming, samt søster Charlotte og mormor Lily på 82 er naturligvis med. Allans forældre og søster og svoger er også med samt flere familiemedlemmer på både brud og brudgoms side. Af kendte gæster kommer bl.a. Lisa Lents, Mai Manniche, Eva Harlou og Thomas Troelsen, og hjerteveninden Stine Kronborg og Tina Lunds dansepartner fra "Vild med dans" i 2008, Tobias Karlsson.

I skarp træning

Næsten alle kvinder er - uanset hvor slanke de er - på skrump op til deres bryllup. Men ikke Tina Lund.

- Jeg skal ikke være super tynd. Det harmonerer ikke med min sport. Jeg er nødt til at have noget råstyrke, forklarer Tina Lund og tilføjer: - Men jeg har været i skarp træning hos en personlig træner, Anne Bech, for at blive strammet op. Det er super hårdt, men effektivt.

Det største øjeblik

Tina Lund glæder sig helt vildt til dagen, hvor hun får opfyldt sin store prinsessedrøm.

- Jeg glæder mig til det hele. Vielsen, festen, gæster, gaverne og samværet med en masse skønne mennesker, som jeg holder af, og som holder af mig. Det mest nervepirrende øjeblik bliver nok, når jeg går op ad kirkegulvet - ført af min far, der følger mig op til den mand, jeg elsker, som lige dér ser mig i kjolen. Men det største bliver at sige ja til at gifte mig med manden i mit liv.

Smykkerne

Vielsesringene, som Tina Lund endnu ikke har set, er designet og kreeret af "Vild med dans"-veninden Christina Hembo. Øreringene har Tina Lunds gode veninde, Mai Manniche, der er indehaver af JEWELS CPH, lavet.

Hår og make-up

Håret bliver på dagen sat af 26-årige Mads Stig, der er frisør hos CAPO på Frederiksberg.

- Jeg har på forhånd farvet Tinas hår mere gyldent, men der kommer ingen extensions. Tina vil have det naturlige look, og vi laver en frisure i en meget klassisk stil. Det bliver 70'erne inspireret med en valk til at holde frisuren oppe, forklarer Mads Stig, der har sat to timer af til at sætte frisuren på selve dagen.

Han har flere gange tidligere lavet Tinas hår, når hun skulle til galla.

- Og det er stort at få lov til at lave Tinas bryllupshår, siger han. Makeuppen bliver lagt af stylist Mia Thielsen,
der ofte styler Tina Lund. - Og mine grimme ridenegle bliver gjort smukke hos CURE, griner Tina Lund.

Buket, middag og kage

- Buketten bliver lavet hos Allans gode venner og tidligere nabo "De Fire Årstider" i Lyngby. Bryllupskagen kommer fra Nikolaos Strangas Conditori & Cake Away på Åboulevarden, der af samme grund holder helt lukket lørdag den 20. august. Bryllupsmiddagen er lagt i trygge hænder hos Lars Mortensen fra Støvlet Katrines Hus i Sorø.

Brudepigerne

Allan Nielsens to yngste døtre, Emma Sofie på 10 og Nanna på seks, skal være brudepiger. - Min storesøster, Charlotte, skal være brudeterne og hjælpe mig med kjolen. Jeg er rigtig glad for, at hun har sagt ja. Modsat mig hader Charlotte opmærksomhed, så jeg er glad for, hun vil gøre det her for mig. Allan Nielsen skal have sin svoger som forlover.

Læs mere om: