Tina Lund springer ud som sanger

Tina Lund

Tina Lund

Foto: AOP

Ridepigen Tina Lund sang i et show med dansevennen Tobias Karlsson. Hun overvejer at udgive en single.

Lørdag, 25. juli 2009 - af Helle Skram de Fries

Fredag aften optrådte hun for første gang som sanger - oven i købet med sin egen sang 'Take a ride'. Hendes sangdebut fandt sted ved et stort superliga-ridestævne i Falsterbo i Sverige, hvor der om aftenen var show. Her præsenterede Tina Lund sit sang- og danseshow sammen med 'Vild med dans'-partneren Tobias Karlsson og danseren Troels Bager.

"Det gik rigtig godt, og jeg fik fin respons, så jeg overvejer, om jeg skal udgive nummeret på en single," fortalte en glad Tina Lund til BILLED-BLADET.

"Det var skægt. Min målgruppe er teenagepiger, og nummeret handler om at turde tage en chance i livet," fortæller Tina Lund, der efter sin deltagelse i 'Vild med dans' har fået gang i en masse nye aktiviteter, som hun kan kombinere med sin ridning. I Sverige red hun en showclass, hvor hun sammen med de to bedste kvindelige ryttere i verden dystede mod tre mænd. Kvinderne vandt - og fik 60.000 kroner hver: "Så det hele var bare godt," jubler Tina Lund.