Tina Lund udsat for voldsom kritik
Når Tina Lund inviterer pressen hjem på sit og forældrenes stutteri, giver hun indtryk af, at der er dømt Morten Korch'sk idyl over hele linjen. Men det er bare ikke sandheden, hvis man spørger en tidligere ansat, der har haft dårlige oplevelser på stutteriet og oplevet, at praktikanter blev kørt hårdt.
"De lever under usle forhold og får lov til at lave al lortearbejdet som at muge ud, pudse seletøj og hente hestene. Hvis de dengang ikke gjorde tingene hurtigt eller godt nok, så fik de ofte en skideballe af Tina Lund eller hendes far. Jeg har set praktikanter græde, fordi det bare blev for meget. Det var ret skrapt," fortæller Camilla Thomsen, der for to år siden var ansat på Tina Lunds stutteri, til B.T.. Hun endte med at få stress af de lange arbejdsdage og hårde opgaver.
Tina Lund selv afviser overfor B.T., at ansatte og praktikanter bor under dårlige forhold, men ønsker ellers ikke at kommentere sagen.