Tina Lunds fire bryllupskjoler – fester i tre dage

Den får fuld skrue, når Tina Lund gifter sig med Allan Nielsen til august. Den kendte ridepige kommer til at skifte fra den ene drømmerobe til den anden.
En kjole til fredagsfesten, to til selve brylluppet om lørdagen og en til brunchen dagen efter. Tina Lund kommer til at vælte sig i flotte kjoler, når hun skal giftes med Allan Nielsen på Næsbyholm Slot den 20. august.
- Ja, både gæsterne og jeg får travlt med at skifte tøj. Men det kan ikke blive for overdrevent. Jeg gifter mig jo kun én gang i mit liv, fortæller den kommende brud, der glæder sig helt vildt.
Brudekjole surprise
- Jeg skal have min brudekjole på til vielsen, og efter brudevalsen skifter jeg så til en anden kjole, som er kreeret af Lasse Spangenberg. Jeg vil ikke afsløre så meget om min brudekjole - det skal være en surprise på selve dagen. Men den er hvid, romantisk og stilfuld.
Designet er blevet helt anderledes, end hun først havde regnet med.
- Den bliver mindre vild og i en helt anden farve, end jeg startede ud med. Allan har jo haft en hvid brud før, så derfor valgte jeg noget andet. Men jeg får kun det her ene bryllup, så derfor vil jeg være hvid brud. Jeg har først lige bestemt mig for, hvilken kjole det skal være. Det bliver rart, når jeg har prøvet den på, og den bare sidder rigtigt. Så kan jeg også bedre koncentrere mig om hår, sko og smykker, fortæller Tina.
Sjovt at shoppe med Allans piger
Hun har også brudepigekjolerne på plads i to af Allans døtre, Nanna, 7, og Emma, 11.
- Det var så hyggeligt at være ude med dem. Pigerne ser rigtig fine ud i deres kjoler, som er fra Lilly. Og så vil Lasse Spangenberg sætte sit præg på dem med sit design, så de bliver helt perfekte. Pigerne har hver deres smag, så kjolerne er forskellige. Det betyder ikke noget for mig, for de skal bare have en god oplevelse, forklarer hun.