Undrer kommentatorernes vilde viden dig? Chris Anker Sørensen afslører Tour-trick
Selv om de tre kommentatorer Rolf Sørensen, Dennis Ritter og Chris Anker Sørensen har omtrent 50-års erfaring med Tour de France, er det ikke garanti for, de ved alt om cykelløbet.
Når etaperne vises på TV 2, er det oftest Dennis Ritter eller Chris Anker Sørensen, der kan fortælle historiske fakta om slotte, paver og marker.
Men det er der en helt særlig grund til.
Får biblen
Arrangørerne hjælper de danske kommentatorer på vej med fakta om byerne og egnene, de 21 etaper kører igennem.
For dagen før Tour de France begynder modtager kommentatorer en ”bibel”.
- Man har lige fået biblen, som vi kalder den Dennis og jeg, hvor vi har alle de der kulturelle informationer. Der er vel 30 til 50 sider for hver dag. Der sidder man jo lidt og kigger på den, og man ved jo godt, at hvis man siger, der er 30 sider per dag gange 21 etaper, så begynder man at komme derop af med sider, der skal læses, siger Chris Anker Sørensen grinende til BILLED-BLADET.
Nyder det kulturelle
Heldigvis er netop det at sætte sig ind i kulturelle og historiske fakta noget af det, Chris Anker Sørensen nyder allermest.
- Jeg nyder det her med, at Dennis og jeg prøver at deles lidt om det kulturelle, for jeg synes også, det er virkeligt spændende. Jeg har altid elsket historie. Oldtidskundskab var et af mine yndlingsfag i gymnasiet, siger han.
Det er femte gang, at Chris Anker Sørensen kommenterer Tour de France for TV 2.