
Verdens bedste igen: Derfor er kåringen af Mathias Gidsel historisk

Mathias Gidsel imponerede igen igen, da de danske håndboldherrer spillede EM for få uger siden. Udover at vinde guld med Danmark, kom Mathias Gidsel også på Allstar-holdet, og han blev kåret som turneringens mest værdifulde spiller. Igen.
Fredag er der mere hæder til den danske verdensstjerne, for det er netop kommet frem, at Mathias Gidsel er blevet kåret som verdens bedste håndboldspiller.

Både fans, VM-trænere og IHF har været med til at beslutte, at han igen skulle have den titel.
Kåringen af Mathias Gidsel er historisk, fordi han også i 2023 og 2024 blev kåret som verdens bedste håndboldspiller. Det er første gang nogensinde, at en spiller vinder prisen tre år i træk.
Både Mikkel Hansen og Nikola Karabatić er også blevet kåret som verdens bedste tre gange hver – men det var ikke i træk.
Mathias Gidsel vandt over landsmanden Emil Nielsen og kroatiens Ivan Martinović.
Ikke overrasket
Nikolaj Jacobsen er ikke overrasket over kåringen af Mathias Gidsel, og over for TV 2 Sport fremhæver landstræneren ikke kun hans kvaliteter inde på banen.
- Og så er han jo en sød dreng. Han er meget veltalende og jo nogle gange næsten for perfekt. Men han har virkelig – og det er nok der, han adskiller sig allermest fra andre – et drive, jeg ikke har set ved nogen spiller før, forklarer landstræneren.
På kvindesiden er det norske Henny Reistad, der er kåret som verdens bedste håndboldspiller – også for tredje år i træk.




