
Vil Stine Bjerre hellere dække Danmarks kampe? Nu kommer hun med ærligt svar

Hver dag når TV 2 sender live fra EM-studiet i Herning, bliver der stillet om til sportsværten Stine Bjerre Mortensen, der dækker de EM-kampe, som bliver spillet i henholdsvis Malmø og Kristianstad.
Men vil hun egentlig hellere dække Danmarks kampe i Jyske Bank Boxen i Herning?
Det har BILLED-BLADET spurgt Stine Bjerre Mortensen om, og til det kommer hun med et klart og ærligt svar.
– Det har jeg ikke gjort i mange, mange år. Det har jeg ikke gjort siden 2015, og det har jeg det helt fint med, fortæller sportsværten.
Før 2015 var hun med til at dække Danmarks kampe, men da hendes mand Casper U. Mortensen fik debut på landsholdet, ændrede hendes rolle sig, fordi de to havde en romantisk relation og senere blev gift.

Selvom Casper U. Mortensen ikke længere spiller på landsholdet og ikke har gjort det i nogle år, er det ikke et ønske fra hendes side at vende tilbage til at dække Danmarks kampe.
– I sin tid ændrede det sig jo, fordi min mand spillede på holdet. Det gør han så ikke mere, men jeg er faktisk superglad for det andet, så det er ikke noget, jeg drømmer om at komme til at gøre igen, understreger hun.
Stine Bjerre Mortensen har selskab af TV 2s håndboldekspert og tidligere landsholdsspiller Daniel Svensson i Sverige. De har dækket mange slutrunder sammen og har fået et tæt makkerskab.
- Vi har det skidesjovt, og vi har en fælles passion for håndbold og for at nørde detaljerne, lyder det.

