Wozniackis kæreste afviser problemer i forholdet
Tennisspilleren og Rory McIlroy har snart været sammen i to år, og de bliver sammen, fastslår golfspilleren.
For et par uger siden forlod Rory McIlroy i vrede en golfturnering i Dubai, og der har efterfølgende været snak i medierne om, at forholdet mellem Caroline Wozniacki og hendes kæreste synger på sidste vers.
Men det afviste den irske golfstjerne på et pressemøde i Miami i går, skriver norske VG.
- Overhovedet ikke. Jeg har læst det, som har været skrevet, og bare fordi jeg har haft en dårlig dag på golfbanen, eller fordi Caroline har tabt en kamp i Malaysia, betyder det ikke, at vi er ved at gå fra hinanden, sagde Rory McIlroy og uddybede:
- Jeg foretrækker, at mit privatliv er så privat som muligt. Alt er godt på den front, og jeg glæder mig, til hun kommer til Miami i næste uge.
I tirsdags skrev Caroline Wozniacki på Twitter, at hun netop var ankommet i Palm Springs i USA efter sit besøg i Hong Kong. Om få dage tager hun så turen hjem til Miami og kæresten, hvor parret har deres fælles lejlighed.