Torsdag, 24. maj 2012 - af af Malan Joensen

Stolt Bubber optaget i Den Blå Bog

Bubber alias Niels Christian Meyer

Bubber alias Niels Christian Meyer

Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
Kraks legendariske Blå Bog over kendte danskere er blevet opdateret.

Manden, der startede karrieren med at sidde i et badekar, er nu fundet værdig til en plads i Kraks Blå Bog. TV-værten Bubber, med det borgerlige navn Niels Christian Meyer, 47, har fået omkring en halv spaltes plads på side 196:

- På sin vis er det lidt gammeldags. Alt kan jo slås op på nettet i dag. Selv om jeg ikke rigtig kan se, hvad det kan bruges til, er jeg altså stolt over at være blevet spurgt, og så er der vel en slags snob-effekt ved at kunne sige "jeg er i Den Blå Bog". Dybest set synes jeg, alle danskere burde være i bogen, siger han til Ekstra Bladet.

Årsagen til at TV-værten er blevet optaget er, at han er blandt de, som Kraks Blå Bog mener har "markeret sig med en ekstraordinær og betydningsfuld indsats på deres arbejdsfelt og som positivt repræsenterer Danmark".
Ud over Bubber har blandt andre finansminister Bjarne Corydon (S), filminstruktør Nikolaj Arcel og sangerinde Søs Fenger også fundet vej til de fine sider, der siden 1910 har skilt de betydningsfulde fra de mere anonyme i Danmark.

Jyllandsposten kan fortælle, at der for første gang i år er flere nyoptagne kvinder end nogensinde. Hele 119 af de 312 nye i bogen er nemlig kvinder. Men på trods af den rekord skal Bubber dog ikke dele pladsen med særlig mange repræsentanter for det modsatte køn - der er nemlig kun 18 procent kvinder i Kraks Blå Bog 2012, der indeholder i alt 8.219 personer.

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden