20. feb. 2013
Af af Henrik Salling

Stolt Pia Kjærsgaard afslører maleri af sig selv

Se billederne fra Christiansborg, hvor den afgåede partiformand hev tæppet af et flot portræt.

Der er tradition for, at markante politikere får malet deres portræt og herefter får det hængt op i landets fornemste hus, grundstenen i vores demokrati, Christiansborg.
Så da Dansk Folkepartis markante politiker, Pia Kjærsgaard, meddelte, at hun ville træde tilbage som formand, bestilte ledelsen i partiet straks et portræt af deres afgående formand.

Pia fandt selv kunstneren, og valget af kunstner faldt på portrætmaleren Mikael Melbye, som tidligere har malet hendes majestæt dronningen, men som også har stået bag flere politiker-portrætter.
Forleden kunne kunstneren og Pia afsløre det endelige resultat.

- Jeg synes, det er blevet et dejligt portræt, og Mikael har virkelig fanget mit smil og blikket i øjnene meget flot, sagde Pia, som kun havde rosende ord til overs for Melbye, som bruger flere måneder på et portræt af den størrelse.

Billedet blev afsløret i Dansk Folkepartis gruppeværelse, og her kommer det indtil videre til at hænge. Om det senere får en placering, så endnu flere vil kunne betragte og nyde billedet, er endnu ikke helt afgjort.
Næste år kan Pia Kjærsgaard fejre 30 år som medlem af Folketinget.

Læs mere om: