Susanne Bier samler stjerner i ny film
Når Susanne Bier i august næste år sender sin nye film 'Hævnen' ud i de danske biografer, er det med en imponerende samling stjerner. Herhjemme har Susanne Bier forelsket sig i Ulrich Thomsen og Trine Dyrholm, mens hun i Sverige er faldet for nabolandets store skuespiller Mikael Persbrandt. De to sidstnævnte spiller et ægtepar, hvis veje krydses med en enkemand (Thomsen), og et farligt venskab opstår.
"Jeg synes, hun er en steg og har en mærkelig blanding af at være enormt fræk, hæmningsløs og nærmest blufærdig," forklarer Susanne Bier om sin kvindelige stjerne i B.T., og instruktøren er i det hele taget meget tilfreds med sit hold på 'Hævnen'.
"Det har været vigtigt for mig med en muskuløs trekant med to stærke mænd og en kvinde. Måske er det min indre drøm som kvinde," indrømmer Susanne i avisen. Selve filmen karakteriserer Zentropa som "en tidløs fortælling om hævn, retfærdighed, kærlighed og det gode i mennesket".