4. dec. 2019
Af John Lautrup

Susse Wold og sønnen: Derfor har vi det godt med hinanden

Susse Wold
Susse Wold og Christian Mørk
Foto: Hanne Juul
Susse Wold og hendes søn, Christian Mørk, ses ofte, selv om han bor i New York. De kan simpelthen godt lide hinandens selskab.

Susse Wold, 81 år, og hendes søn, forfatteren Christian Mørk, 53 år, har altid haft et nært forhold. Men de er kommet endnu tættere på hinanden med årene, fortæller de i et stort interview i BILLED-BLADET.

- Det er rigtigt. Og den allerstørste velsignelse i vores familie er, at vi alle sammen simpelt hen bare har det godt med hinanden. Der er ikke nogen skjulte dagsordener. Der er ikke nogen problemer, vi må have talt igennem, og som skal op i lyset. Det er bare uproblematisk, siger Susse Wold, som – modsat hvad mange tror – overhovedet ikke er sørgmodig over, at hendes eneste barn bor så langt væk som i Brooklyn, New York.

- Mange synes, at det må være frygteligt. Slet ikke. Det udvider verden og giver en helt anden reference, når vi er sammen, siger Susse Wold, og Christian Mørk giver hende ret.

- Afstanden betyder også, at man gør sig umage for at have en relation. Jeg kommer hjem rigtig tit. Jeg kender da flere, som bor tæt på deres familie, som faktisk ser dem sjældnere, end jeg ser dig og Bent (Mejding, red.). Men vi ser altså også hinanden, fordi det er morsomt. Jeg synes, mor og Bent er godt selskab. Og når mor kommer over og besøger mig, så er der en lang liste af folk, der har taget et nummer og venter på at se hende. De synes jo, det er skønt at være sammen med mor, fordi hun lyser rummet op, siger han.
De er en lille familie, hvilket også har betydning for deres vilje til at se meget til hinanden. - Fordi så mange er døde fra os gennem årene, er vi kommet endnu tættere på hinanden. Mange af dem, vi elskede, er her ikke mere, og uden at det bliver sagt, mærker vi, der er tilbage, at det er endnu vigtigere at være der for hinanden, siger Christian Mørk. Læs det store dobbeltinterview med Susse Wold og Christian Mørk i BILLED-BLADET, som kan købes fra torsdag den 5. december.

Læs mere om: