Suzanne Bjerrehuus afslørede sin fars utroskab
"Mænd er gode til det, de kan bruges til, men man skal ikke forvente mere." Sådan siger 61-årige Suzanne Bjerrehuus i programmet "Suzanne Bjerrehuus - hele historien", som TV 2 viser på tirsdag. Her afslører den populære forfatter og foredragsholder, hvordan hun har været på en livslang jagt efter kærligheden.
I barndommen på Østerbro savnede hun inderligt opmærksomhed fra sine forældre. Hendes mor knoklede som frisør, og hendes far var tit væk på arbejde i Jylland. Troen på kernefamilien brast, da Suzanne opdagede, at hendes far var moderen utro.
"Det kunne jeg selvfølgelig ikke li', så jeg sladrede til min mor. Jeg var seks år," husker Suzanne, som overhørte en samtale, hvor hendes far arrangerede en rejse til Spanien med elskerinden. Da de kom hjem igen, tog moderen Suzanne og hendes lillebror med i lufthavnen for at tage imod. Trods bedraget blev forældrene sammen, men Suzannes tillid til mænd var meget lille.
Som hun selv har beskrevet levende i bogform, kastede Suzanne sig ud i en perlerække af mandlige bekendtskaber og vilde forelskelser. Men hver gang endte det med et brud. Vendepunktet kom først, da hun for tyve år siden mødte sin gemal, erhvervsmanden Asger Aamund, som ikke har veget en tomme fra hendes side.
"Asger har vendt op og ned på alt, hvad jeg troede om parforholdet. Han er min elsker, og han er min bedste ven. Jeg havde aldrig drømt om, det kunne være sådan," tilstår Suzanne i dag.