Suzanne Bjerrehuus er en stilsikker bedstemor
Der er ikke meget bedstemor over Suzanne Bjerrehuus' stil. Men faktisk er det det, hun er. Bedstemor. Farmor til Oscar og Sigga og ikke mindst medvirkende i TV 2-succesen "Mormors bordel".
Men hun er også stolt over sine 64 år og det udseende og den stil, hun repræsenterer. I modemagasinet Elle fortæller hun, at hun gerne praler af sin alder, og i hvert fald står ved den.
- Jeg føler mig tidsløs og ung, men det betyder dog ikke, at jeg har nogen interesse i at være ung med de unge. Jeg har levet hver alder fuldt ud, og derfor generer det mig heller ikke at blive ældre, siger hun i bladet.
Suzanne Bjerrehuus går i sin tøjstil uden om alt, der er konet. Hun bliver deprimeret, når hun ser jævnaldrende kvinder med gråt, praktisk kasserolle hår, røde negle og pæne strømper. Hun er gammel hippie og mener, hendes stil måske stadig er præget af trangen til en gang imellem at "farve håret grønt".
- Min stil må godt larme lidt, for jeg larmer også selv. Det er vigtigt for mig at føle mig godt tilpas i det, jeg har på. Hvis jeg ikke gør det, tager det min opmærksomhed, og så har jeg ikke samme lyst til at være på, siger Suzanne Bjerrehuus til Elle.
I øvrigt er hun tilhænger af ting, der holder. Ikke mindst hendes ægte smykker og hendes ur, der er "hundrede år gammelt", og som hun stadig kigger lykkeligt på hver dag.