Suzanne Bjerrehuus og Asger Aamund var tæt på brud
Efter 21 års ægteskab er der ingen tvivl om, at Suzanne Bjerrehuus stadig er meget glad for sin mand Asger Aamund, som hun ikke alene synes er lækker, men også kan snakke med om alt. Derfor ligger det måske ikke lige for, at parret faktisk var ved at gå fra hinanden i sin tid.
"Men der var også en periode, hvor vi skændtes så meget over Oliver, at jeg tænkte, at det her gider jeg bare SLET ikke mere. Nu kan det kraftdejsme være nok. Jeg var rasende, jeg tænkte, 'den gamle Djengis Khan'. Jeg var SÅ tosset," fortæller Suzanne Bjerrehuus ærligt til Ekstra Bladet. Og den populære foredragsholder fik opmuntring til at blive i forholdet fra en uventet kant.
"Så ringede hans datter Malou og sagde, at vi ikke måtte gå fra hinanden. Han havde haft så mange damer tidligere, hun kunne ikke holde ud at se på det, så hun håbede bare, vi ville holde sammen," erindrer Suzanne i avisen. Og hun og Asger blev sammen, og Oliver blev bedt om at flytte, da han fyldte 18 år: "Det var bedst for alle, og det kunne han sagtens forstå. I dag har Asger og Oliver det fantastisk sammen."