10 ting du (måske) ikke vidste om Nikolaj Hübbe
Balletmester, solodanser, ”Vild med dans”-dommer, Ridder af Dannebrog – ja, Nikolaj Hübbe har haft mange roller gennem livet.
Her er 10 ting om den populære balletmester, som du (måske) ikke vidste:
1. Han er født den 30. oktober 1967 og voksede op i Hellerup.
2. Han startede som 10-årig på Det Kongelige Teaters Balletskole og blev udnævnt til solodanser i 1988.
3. Da de begge var unge og gik på balletskolen, boede han i nogle år sammen med balletdanseren Rose Gad i en lille lejlighed tæt ved Det Kongelige Teater – og de to var faktisk også kærester i en periode, har Nikolaj Hübbe tidligere fortalt til BILLED-BLADET.
4. I sin tid som solodanser på Det Kongelige Teater dansede han hovedroller i det meste af Den Kongelige Ballets repertoire, bl.a. ”Sylfiden” og ”Romeo og Julie”.
5. I 1992 blev han ansat som solodanser hos New York City Ballet.
6. Nikolaj Hübbe har tidligere fortalt til BILLED-BLADET, at han var en del af en lille vennegruppe med andre danskere, da han boede i New York – bl.a. Alexander Kølpin, Connie Nielsen og Helena Christensen, og at gruppen stadig er tætte venner.
7. Han vendte tilbage til Danmark, da han i 2008 blev udnævnt til balletmester ved Den Kongelige Ballet.
8. I 2011 blev Nikolaj Hübbe dommer i "Vild med dans", hvor han afløste den tidligere verdensmester i dans Allan Thornsberg.
9. Han danner par med den fransk-belgiske duftlysdesigner Emmanuel Martini.
10. I 2014 blev han Ridder af Dannebrog.