
Ærlig Kurt Ravn: Én bestemt grund til at jeg sagde ja til at spille revy

Det er ikke revyscenen, vi er mest vant til at se Kurt Ravn på, selv om han har været meget aktiv i sin mangeårige karriere som skuespiller.
Over 35 spillefilm og 20 tv-serier har 77-årige Kurt Ravn medvirket i – de seneste fire år i TV 2-succcesen ”Sommerdahl”, hvor han spiller rollen som fiskehandler og narkobaron Otto.

For 29 år siden var han faktisk på revyscenen i Tivoli, og 5. juni, når der er premiere på Tivolirevyen, står han der igen.
Det er der én helt bestemt grund til. Hun hedder Linda P. og er kreativ chef på Tivolirevyen 2025.
- Jeg sagde ja tak, fordi det var Linda P., der spurgte.

- Og fordi revyen er sammen med to standup-komikere – Linda selv og Thomas Warberg, fortæller Kurt Ravn til BILLED-BLADET, tirsdag 27. maj, hvor der var pressemøde på Tivolirevyen 2025.

En anden slags revy
- Jeg tænkte, at det blev en anden slags revy, og foreløbig har det levet op til mine forventninger.
At Søs Egelind har trukket sig, så der kun er tre revyspillere på scenen, bekymrer ikke Kurt Ravn.

- Det havde været et problem, hvis hun var stået af lige inden premieren.
- Nu betyder det blot, at vi har fået flere ord, vi skal sige og nogle hurtigere skift, lyder det fra Kurt Ravn, der glæder sig til premieren 5. juni.