Afgående balletmester tog en svingom

En bevæget Frank Andersen takkede i aftes af som balletmester på Det Kongelige Teater. På Gamle Scene tog den afgående balletmester selv en svingom i tredje akt af Napoli, efter at han var blevet kidnappet af en række af de solodanserinder, som har været aktive i hans balletmester-perioder (1985-1994 og 2002-2008).
Mens tamburinerne slog takten an, og danserne festede i tredje akt af Napoli, lød der pludselig høje hvin fra balkonen på Gamle Scene. Øjeblikke senere blev Frank Andersen, iført rødt skærf, charmeklud og balletsko, sendt ind som partner for Tina Højlund.
Andersen kan stadig danse
Og den for længst pensionerede solodanser kan stadig. Selvom springene unægtelig ikke er ligeså høje som i fordums tid, fejlede timingen ikke noget, og publikum elskede det festlige indslag. Solodanser Kristoffer Sakurai, der denne aften sad blandt publikum, råbte et spontant "Bravo!" op mod scenen, og publikum stampede taktfast i gulvet.
Har nået sine mål
Frank Andersen har været og har i sin rolle som balletmester haft to store mål. Bournonvilles balletter skulle til tops i repertoiret, og Den Kongelige Ballet skulle fungere som katalysator for moderne dans. Begge dele er lykkes, ikke mindst efter den vellykkede Bournonville Festival i 2005 og en række stærke programmer med nye balletter. Her tænkes særligt på overdådige Silk and Knife og energiske HOT HOT HOT. Frank Andersen efterlader et kompagni, der fremstår harmonisk og veltrænet.
Dronningen gav stående bifald
Små Dannebrogsflag dalede ned fra loftet, mens teaterchef Michael Christiansen overrakte Frank Andersen en stor buket langstilkede røde roser, og en stopfyldt sal rejste sig, med Dronningen og Prinsesse Benedikte i front, og hyldede balletmesteren med et ti minutter langt bifald.
Om Frank Andersen havde snydt og øvet sig på forhånd, eller om man, ligesom man aldrig glemmer at cykle, når man først har lært det, heller aldrig glemmer tarantellen i 3. akt af Napoli, skal her være usagt. Festligt var det i hvert fald.