
Ane Høgsberg debuterer på revyscenen: Én ting kan blive en udfordring

De fleste kender nok Ane Høgsberg bedst som komiker, men snart kan hun kalde sig revyskuespiller.
Hun har nemlig takket ja til at være en del af Sønderborg Sommer Revy Show i sommeren 2026.

Ane Høgsberg har længe haft en tanke om at skulle lave revy, og så passede det perfekt, at revydirektør Jeff Ace Schjerlund kontaktede hende.
Hun svarede hurtigt ja uden egentlig at tænke videre over arbejdet, det kræver.
Komikeren kan nu godt mærke, at debuten kommer tættere på, selv om premieren først er den 22. maj næste år.
Det er noget nyt, hun kaster sig ud i, men hun er rimelig tryg selv ved den ene ting, som måske godt kan ende med at blive en udfordring.
Nemlig at synge.
- Jeg har besluttet mig for at give den fuld gas. Det er altid nemmere at skrue ned. Så må de jo bede mig om at skrue ned, fortalte hun til BILLED-BLADET, der mødte hende i Sønderborg, da 2026-holdet blev afsløret.
- Ellers har jeg lavet en aftale med Johanne (Milland red.) om, at jeg kan mime, når hun synger. Det må være sidste udvej, tilføjede hun med en reference til musicalstjernen, som også er en del af holdet i Sønderborg Sommer Revy Show.
Hvis hun selv skal vurdere sit sangtalent, er der noget at komme efter, men alligevel ikke nok til at kunne begejstre Thomas Blachmann, Benjamin Hav og Drew Sycamor, vil hun vurdere.
- Hvis jeg var med i ”X Factor”, ville jeg nok ryge ud ret hurtigt, men jeg synes jo godt, jeg kan lidt. Jeg kan da godt lidt. Jeg er ikke helt væk fra vinduet, fortalte hun.
Hun har da også tænkt sig at gøre et forsøg på at blive bedre.
- Jeg har besluttet mig for med alt det her, at jeg vil øve mig. Jeg vil gøre mig umage. Det er jo noget, jeg aldrig har prøvet før nogen af tingene, lød det.
Ane Høgsberg har selskab af Jeff Ace Schjerlund, Thomas Eje, Johanne Milland, Rikke Buch Bendtsen og Jesper Lundgaard i Sønderborg Sommer Revy Show i 2026.
