Annette Heick blev snydt på ferie i Cuba
Sangeren og entertaineren Annette Heick fortæller i Politikens rejsetillæg, at hun på en rejse til Cuba med gemalen Jesper Vollmer engang blev snydt for 25 dollars.
På spørgsmålet ”Det dummeste, jeg har gjort på en rejse…” svarer Annette Heick:
- Var, da min mand og jeg var i Cuba, og vi blev rullet. Vi blev passet op af to fyre, der spurgte, om vi skulle til koncert med Buena Vista Social Club, for så havde de billetter til afterpartyet. Vi skulle faktisk til koncert og ville da gerne med til afterparty. Den ene fyr ville hente billetterne, og imens fik vi en drink med den anden og sad og snakkede hyggeligt. På et tidspunkt kom fyren tilbage og spurgte, om vi kunne hjælpe ham med at købe bleer i en butik, han ikke havde adgang til. Det krævede, at vi havde amerikanske dollars, og dem var vi løbet tør for.
- Men minsandten om han ikke kunne hjælpe med at veksle hos en god ven lige rundt om hjørnet. Han fik nogle penge og bum, så var han væk. Lige dér vidste jeg bare, at vi var blevet narret. Jeg begyndte bare at grine og syntes faktisk, at det var velfortjent, at de havde fået vores penge, for det var så elegant udført. Og det drejede sig vel om 25 dollars (svarende til omkring 135 kroner, red), fortæller Annette Heick til avisen.