Bodil Jørgensen om teaterulykke: Jeg troede Søren var død
Bodil Jørgensen, som vi blandt andet kender for hendes rolle i Rytteriet og for en lang række roller på Det Kongelige Teater, valgte lige før jul 2012 at opsige sit faste job på netop Det Kongelige Teater.
Opsigelsen kom i kølvandet på den voldsomme ulykke på Det Kongelige Teater, hvor en væg fra scenografien under en prøve væltede ned over skuespilleren Søren Sætter-Lassen. Bodil Jørgensen stod lige ved siden af. Hun nåede akkurat væk, men hendes kjole hang fast i væggen, da den faldt.
– Hvis jeg havde fået den væg ned over kroppen, havde jeg ikke overlevet. Det havde jeg bare ikke. Og Søren, som lå inde under væggen. Jeg troede, han var død, fortæller hun til SØNDAG.
Bodil Jørgensen fik sit tredje barn som 47-årig. Inden hun fandt ud af, at hun var gravid, troede hun det var overgangsalderen. På søndag.dk fortæller hun om at blive mor som 47-årig og de tanker, der følger med. (link fjernet)
Jeg havde drømme
I ugerne efter kunne hun ikke slå det ud af hovedet. Dels hvor heldig hun selv havde været. Dels hvor forfærdeligt det var for hendes kollega, som dog slap med livet i behold, men var hårdt medtaget og blandt andet havde fire brud på rygsøjlen.
– Det hele byggede sig sådan op inden i mig i ugerne efter, at jeg besluttede at gå. Og her spillede så alligevel ind, at jeg var blevet 50 år. Det gik bare for alvor op for mig på det tidspunkt, at hvis jeg skulle nå noget andet i livet, så var det nu, siger hun og tilføjer:
– På Det Kongelige er man ikke kunstnerisk fri. Man siger ja til det, man bliver tilbudt. Og jeg havde drømme. Jeg drømte om at lave en Lulu Ziegler-forestilling og havde også nogle ting, jeg tidligere havde lavet med Henrik (hendes nu afdøde eksmand, instruktør Henrik Sartou, red.) Da ulykken skete, blev det en opvågning for mig. Og et tegn. Et tegn på, at jeg skulle huske at få lavet de ting, jeg drømmer om, og ikke bare gå i ét med det faste og det vante, siger Bodil Jørgensen, der er aktuel i TV 2s nye serie Badehotellet.
Sonja Oppenhagen løfter sløret for, hvorfor hun i sin tid blev nødt til at forlade Klaus Pagh. Det gør hun på søndag.dk (link fjernet)
Jeg ville afslutte arbejdet med Søren
Selv om Bodil Jørgensen altså har sagt farvel til Det Kongelige, har hun spillet med i teatrets opsætning af både Strindbergs Faderen og Bergmans Fanny og Alexander siden.
– Jeg ville bare gerne afslutte det samarbejde med Søren, som blev afbrudt dengang. Og jeg har nydt at stå på scenen med ham. Altså virkelig nydt at se ham bevæge sig og være i gang og være tilbage dér, hvor han allerhelst vil være.
Pernille Højmark spiser lykkepiller for at komme gennem vinterhalvåret. På søndag.dk fortæller hun, hvordan hun har det med at tage pillerne (link fjernet)