28. nov. 2013
Af Casper Nielsen

Chefen forlader Det Kongelige Teater

Erik Jacobsen
Erik Jacobsen
Foto: AOP
Teaterchef Erik Jacobsen er færdig som leder af Det Kongelige Teater. Bestyrelsen ønsker nu en mere kunstnerisk orienteret leder.

Erik Jacobsen fratræder sin stilling på Det Kongelige Teater med udgangen af 2013.

Det er aftalt mellem teatrets bestyrelse og teaterchefen, meddeler Det Kongelige Teater i en pressemeddelelse.

Som teaterchef har Erik Jacobsen genoprettet økonomien og tiltrukket sponsorer.

Derfor har Det Kongelige Teater i dag en solid udgangsposition for de næste udviklingstrin.

Kunstnerisk orienteret chef

Bestyrelsen har dog vurderet, at der er behov for et ledelsesmæssigt generationsskifte.

Det Kongelige Teater skal have en kunstnerisk orienteret teaterchef, der kan positionere teatret, så det med sine mange kunstarter kan være med til at præge fremtidens kulturlandskab. Den nye leder skal kunne forløse alle talenter fra Opera, Ballet, Skuespil og Musik til værksteder og teknik og være det samlende punkt for hele teatrets potentiale.

- Det blev min opgave at få tingene til at hænge sammen i svære tider. Vi fik arbejdet os ud af krisen, og teatret kan se lyst på fremtiden. Efter 6 år som teaterchef på Danmarks mest spændende arbejdsplads må jeg nu overlade roret til en anden. Jeg ønsker det bedste for teatret og de mange dygtige mennesker, der er med til at skabe det hver dag, siger Erik Jacobsen, der har sidste arbejdsdag på fredag 29. november 2013.

Salg- og planlægningsdirektør Henrik Sten Petersen vil være daglig leder, indtil en ny teaterchef er udpeget.

Læs mere om: