Derfor forlader Thomas Bo Larsen årets Tivoli-revy

Thomas Bo Larsen.

Thomas Bo Larsen.

Foto: AOP

Ny, stor helte-rolle på TV venter den 50-årige skuespiller.

Tirsdag, 18. februar 2014 - af Hanne Rask

Thomas Bo Larsen har ændret planer for sommeren, hvor han oprindeligt skulle være en del af holdet bag "Tivoli-revyen".

Således havde han ellers udsigt til en underholdende revysommer i selskab med kollegerne Søs Egelind, Niels Olsen, Bodil Jørgensen og Christiane Schaumburg-Müller, men grunden til at Thomas Bo Larsen nu har valgt at springe fra, er den, at han skal have en af hovedrollerne i DR's nye store krimi-serie, der får premiere i 2015.

Optagelserne til serien starter allerede til april, hvorfor det har været nødvendigt for Thomas Bo at trække sig fra den ellers planlagte sommer-revy i Tivoli.

Seriøs rolle i et krimi-drama

Skuespilleren har hellere ville satse på en mere seriøs rolle, der samtidig kommer til at strække sig over et par år, og den får han i serien, der foreløbigt har arbejdstitlen "Follow the Money". Den bliver DR's nye store satsning, og det bliver med Per Fly som hovedinstruktør og Jeppe Gjervig Gram som hovedforfatter.

Ifølge Ekstra Bladet bliver der tale om et krimi-drama i finansverdenen, inspireret af finanskrisen, og 50-årige Thomas Bo Larsen får en lidt anderledes rolle, end den vi så ofte har set ham i. Denne gang skal han nemlig ikke være skurk, snarere en af dramaets helte, idet han bliver seriens retfærdighedssøger i en verden, hvor der ikke er megen retfærdighed.

De første ti afsnit får premiere i september 2015, mens de næste ti får premiere i september 2016.  

I "Tivoli-revyen" bliver Thomas Bo Larsen erstattet af Alexandre Willaume.