27. dec. 2018
Af af Anna Johannesen

Dirchs barnebarn er stolt over at være en Passer

Mathilde Passer
Mathilde Passer
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET og Aller Media
25-årige Mathilde Passer får efter nytår premiere på sin drømmerolle.

Når Nørrebro Teater næste år har premiere på ”Jeg er sgu min egen”, er det Mathilde Passer, der spiller hovedrollen som Annie.

– Det er virkelig en drømmerolle, og jeg vil gøre alt for at nå ud til mit publikum. Ligesom morfar gjorde det, siger den 25-årige skuespiller. Og morfar var ikke hvem-som-helst. Han var Danmarks store, legendariske skuespiller og komiker, Dirch Passer.

I BILLED-BLADET, som udkommer torsdag den 27. december, fortæller Dirchs barnebarn om arven efter Dirch - og om at komme i gang med en karriere som skuespiller på sine egne betingelser.

Pludselig forstod jeg morfar

- Min morfar døde, tretten år før jeg blev født, men jeg ved jo, hvor stor en skuespiller, han var. Det gik faktisk først rigtigt op for mig på teaterskolen. Inden da havde han jo altid bare været min morfar. Nu forstod jeg ham pludselig så sindssygt godt, siger Mathilde, der er stolt af at være 
en Passer. – Men jeg skal ikke gå i min morfars fodspor. Det kan ingen, siger hun. I ”Jeg er sgu min egen” får Mathilde Passer mulighed for at spille på alle tangenter. Rollen som Annie kræver både en god fysik og en god sangstemme, og hun glæder sig.

En klog mand

Der er premiere på ”Jeg er sgu min egen” den 28. februar. Prøverne begynder lige efter nytår, og Mathilde glæder sig til nu for første gang rigtigt at skulle møde den verden, hun for alvor skal vise, hvad hun dur til. Hun er godt klar over, at der vil blive lagt mærke til ”den nye Passer”, og hun er selvfølgelig lidt nervøs. – Min morfar sagde engang: ”Man lærer at spille indianer på skolen, men så snart man kommer ud i virkeligheden, risikerer man at blive skudt af alle cowboyerne”. – Det er vildt godt sagt. Han var en klog morfar, siger Mathilde Passer. LÆS HELE INTERVIEWET I BILLED-BLADET fra den 27. december.

Læs mere om: