Ditte Hansen fyldte 40 i selskab med familie og venner
Af venner havde skuespilleren fået anbefalet den hyggelige restaurant M/S Amerika på Dampfærgevej med kig til vandet, og her var der dækket op til 66 gæster.
- Ja, vi bliver lige de nærmeste til middag! Jeg har inviteret en god blanding af familie og venner, og vi skal have jomfruhummersuppe, kalvesteg og kage, lød det fra den veloplagte fødselar, som strålede, da vi mødte hende en halv time før gæsternes ankomst.
I flot festkjole satte Ditte de sidste detaljer på plads med bordplanen sammen med ægtemanden Benjamin Boe Rasmussen, mens sønnen Asger på ni år legede ude i sneen, og den ældste Thor sad ved et af bordene, klar til fest.
- Vi er lige kommet hjem fra USA, hvor vi var otte dage i Florida og otte dage i New York. Det var en skøn ferie, og samtidig var det vores sommerferie, for jeg kan jo ikke rejse om sommeren på grund af Cirkusrevyen, forklarede Ditte, som også næste sommer er optaget af revyen på Bakken. Og det skarpe hjørne, som nu er rundet, har skuespilleren ikke noget imod.
- Det er helt fint. Jeg havde alderskrisen, da jeg fyldte 33, for da fandt jeg ud af, at jeg ikke var så ung længere. Men jeg er glad i dag, fordi jeg er et godt sted i mit liv.
Ditte fyldte egentlig først 40 om mandagen, men valgte at holde festen søndag, så skuespillerkollegerne kunne være med.